Antiinflammatorisk suppe med kikærter, tomat og kokosmælk

Er lige startet som coach hos Dansk Standard, så deres medarbejdere kan få endnu mere energi og overskud (også når de har fri).

2 dage om ugen har jeg nu adgang til en super kantine – med havudsigt endda, da de bor ude på Nordhavn i siloen.

Kantine står altså for mig som den ultimative luksus – åh, det er så rart…

Nå, men Jesper i køkkenet har fået alle mine opskrifter – og han er god! Og flink! Så han er begyndt at kreere de skønneste retter med bønner, linser og kikærter (når nu hende kostvejlederen insisterer på det).

I tirsdags havde han lavet suppe med kikærter, kål og kokosmælk. Det smagte fantastisk. Stærkt inspireret måtte jeg hjem og gøre den efter.

Jeg havde lige kogt 2 kilo tørrede kikærter om søndagen, men havde ikke noget kål. Faktisk var grøntsagsskuffen tom – bortset fra hvidløg, lime og frisk ingefær – ikke så meget som et lillebitte løg var der.

Til gengæld havde jeg flåede tomater og kokosmælk i skabet. Jeg kastede mig ombord i gryderne (eller rettere sagt GRYDEN, for jeg elsker jo en-grydes-mad).

Det kom der den her suppe ud af, som mætter helt ekstremt godt:

suppe med kikærter og tomat

Suppe med kikærter, tomat og kokosmælk

400 gram kogte kikærter (friske er lækre, dem fra dåse er glimrende også)

Gerne 2 løg (men det gik fint uden)

2 dåser øko flåede tomater (der smager af noget)

1 dåse fuldfed kokosmælk (light er kokosmælk fortyndet med vand)

4 fed hvidløg (hakkes fint)

2 x 4 cm frisk ingefær (hakkes fint)

2-4 teskefulde rød karrypasta (grøn havde også været fin eller den gule i pulverform)

½ dl. soyasovs

Saft og skræl fra 1 øko lime (kan erstattes af ekstra eddike)

1 spiseskefuld æblecidereddike

Smag til med salt og peber

Server med et par skefulde saltede peanuts ovenpå

Fremgangsmåde

Det hele ryger i gryden på samme tid.

Lad det koge i 10 minutter.

Så er der mad – husk peanuts! De giver lige det sidste pift.

NB: Chili, karry, løg, hvidløg, ingefær, limeskræl og kikærter virker alt sammen antiinflammatorisk. Det er altså hamrende sundt det her – selvom det nærmest i praksis er fastfood – snedigt…

NB2: Skulle der være en i huset, der hader vegetarmad, så ville et par hårdtstegte skiver chorizopølse have været ret godt ovenpå også.

God fornøjelse – og nyd med nærvær – altid.

Anne Seidelin – kostvejleder og coach- også i virksomheder

“Anne er empatisk og god til at tale med alle. Og så er Anne dybt engageret og man kan virkelig mærke at hun selv får energi og glæde ved sit arbejde. Jeg kan kun give Anne min varmeste anbefalinger og håbe for andre at de vil benytte muligheden for at få mere sundhed og energi ind i deres virksomhed.”

Sofie Acosta, grafiker, Akademikernes A-Kasse (efter et forløb med hele virksomheden i 6 måneder 2015)

Se flere udtalelser her

Del i dit netværk:

Få de hemmelige tricks på mail

Tilmeld dig mit nyhedsbrev gratis - og få lige nu mit effektive E-hæfte med kostplan og opskrifter med som gave: