Min farmor, som nåede at blive 91, mediterede dagligt de sidste 40 år af sit liv. Det var ret så ualmindeligt, dengang hun startede.
Hun oplevede at blive hånet og latterliggjort, når hun fortalte om alle de fysiske, sociale og fysiske resultater, man kunne opnå ved daglig meditation. Stort set alle havde kun et skuldertræk tilovers, men hun fortsatte.
Hun var meget farverig, stædig, havde sine meningers mod og var langt fremme i skoene på mange områder. Hun var også lidt sær og fik trådt et par stykker hårdt over tæerne en gang i mellem – men altid meget nærværende og ægte interesseret i de mennesker hun havde omkring sig.
Og så var hun sygeplejerske. Jeg holdt meget af hende og savner hende tit. Ville ønske hun havde levet og havde kunnet læse den her artikel.
Artiklen er direkte gengivet:
Hjernen forandrer sig efter bare 8 ugers daglig meditation. De målbare ændringer sker i de områder af hjernen, som forbindes med hukommelse, empati, stress og selvopfattelse.
Meditation ændrer hjernens struktur
Meditation forbindes typisk med fysisk afslapning og en følelse af fred, men et forsøg fra Massachusetts General Hospital kan nu dokumentere, at meditationen også ændrer hjernemassen.
»Folk som praktiserer meditation har længe hævdet, at meditationen gav nogle kognitive og psykologiske fordele, som fortsatte hele dagen. Denne undersøgelse viser, at ændringer i hjernens struktur kan være årsagen til nogle af disse rapporterede forbedringer, og at folk ikke bare har fået det bedre, fordi de bruger tid på afslapning,« siger Sara Lazar, neurolog og en af forskerne bag forsøget i en pressemeddelelse.
Daglig meditation giver øget hjernemasse
16 personer fik i forsøget taget billeder af deres hjerner med en MR-scanner to uger før og efter, de deltog i et otte ugers meditationskursus – Mindfulness-Based Stress Reduction Program.
Deltagerne i forsøget var til to ugentlige kurser i meditation og fik derudover en meditationsguide i form af en lydoptagelse, som de kunne lytte til derhjemme.
I gennemsnit brugte deltagerne 27 minutter om dagen på at meditere.
Forskerne analyserede efterfølgende billederne af forsøgspersonernes hjerner og kunne se, at tætheden i hjernemassen i hippocampus var øget. Det er et område af hjernen, som har betydning for indlæring, hukommelse, medfølelse og fordybelse.
Mindre stress kan ses på hjernescanninger
Deltagerne i forsøget rapporterede selv, at de følte sig mindre stressede. Og det kunne forskerne godt forklare ud fra hjernescanningerne. Her kunne de nemlig konstatere, at der var en reduceret tæthed af hjernemasse i området amygdala. Det er den del af hjerne som blandt andet spiller en rolle i forhold til angst og stress.
»Det er fascinerende at se hjernens plasticitet, og at vi ved at meditere kan spille en aktiv rolle i at ændre hjernen og øge vores velvære og livskvalitet,« slutter Britta Hölzel, psykolog og forsker på Massachusetts General Hospital.
Min Farmor vidste det, nu er beviserne der også!