Rigtigt mange har bedt om at få sendt “nyhedsbrevet med hunden”, så nu sætter jeg den på bloggen i stedet.

Mine oplevelser på klosteret satte gang i projekt workshop. Jeg blev klar over, at med den workshop kunne jeg formidle alt det, som der bare ikke er tid til i en almindelig konsultation på 1 time. Fordybelsen, roen og stilheden til at tænke tanker, der rækker ud over nu og her.

Jeg havde tumlet med ideen længe. Nu blev den endelig klar og parat – og sjældent har jeg været så tilfreds med noget.

Takket være dig retreat!!

Se mere om workshoppen her.

Og her er så nyhedsbrevet med hunden:

Tis på gulvet

Har været 4 dage i et aktivt kloster. Fået undervisning fra kl 7.30-21.30 i “mindfulness i samtalen”. Det indebar rigtig mange meditationer og kikken indad. En anden finesse var, at kursisterne ikke måtte tale udenfor de arrangerede øvelser. Vi var “silent”.

Pyhhh, svært, hårdt og ualmindeligt givende!

Pludselig, under en meditation, siger kursuslederen: “Kroppen og sindet er ligesom en hund..” Nå, tænkte jeg og røg straks ud af min hårdt tilkæmpede koncentration om vejrtrækningen og føddernes kontakt med gulvet.

Den er der bare

Jo, altså, historien var, at vi kan behandle vores krop og sind som en længe forsømt hund. Hunden er bare med os. Den finder sig i at blive sendt over i sin kurv. At få dårlig mad. Ikke få skiftet sit vand. At blive luftet på 2 minutter og blive skældt ud, hvis den når at tisse på gulvet. Den venter og bliver. Den er trofast og holder ud. Så godt den kan.

Kærlighed og tillid

Den dag vi beslutter os for at tage os af den, så er der ikke et eneste bebrejdende blik. Ingen sure miner. Ingen modstand. Den bliver bare glad. Og jo mere tillid den får til os – FORDI vi bliver ved at give den tid og omsorg – jo mere giver den igen af glæde, kærlighed og overskud.

Flashback

Jeg kendte engang en forsømt hund, da jeg var barn. Den blev altid sendt over i sin kurv, som var ude i gangen endda. Når den var for glad. Havde beskidte poter. Vimsede. Tiggede. Bare var der. UD I DIN KURV!

Når jeg var på besøg, fulgte jeg med den ud i gangen. Så var vi to, der ikke var velkomne, men vi havde hinanden. Og den elskede mig – og jeg elskede den. Da jeg blev stor nok, gik jeg timelange ture med den – og det var godt.

Træk vejret

Kursulederen bad os endnu en gang om at vende tilbage til vejrtrækningen, men jeg kunne ikke slippe min barndoms forsømte hund. Billedet blev hængende hele kurset.

Min hund

Hvis min krop og mit sind var den hund, hvad ville jeg så gøre? Hvordan ville jeg behandle mig, hvis jeg var den?

Skulle vi tage 5 minutter en gang imellem – bare til os selv? Et ekstra glas vand? Gå en tur? Bare trække vejret uden at tænke på noget? Finde yogamåtten frem eller dynen i sofaen?

Hvad så?

Tilbage i København er den stadig med mig – hunden. Jeg prøver at huske den, men det er svært, når der ikke længere er nonner, som sørger for mad, ro og orden omkring mig. Men jeg er bevidst om den og jeg tror jeg kan lære det.

Med ønsket om at du vil passe på dig selv!

Bedste tanker, Anne.

NB! Fremover er der mere fokus på egenomsog og kærlig indre dialog i “de store pakker“. For hold da op, hvor er det effektivt!

NB2! Det er ikke min hund på billederne. Det er Helles lånehund. Den bor i Gilleje og har både have og masser af kærlighed. Helle havde lige postet billederne på Instagram og jeg fik lov at låne dem til nyhedsbrevet. Hunden hedder Amanda, som på latin betyder “Hende der bør elskes”. Ved ikke om nonnerne har givet mig sære tanker, men jeg synes, det er lidt et sært sammentræf..

Mød mig på Youtube og få gratis viden: