fbpx

Stærk lakridsfudge – lavglykæmisk (Lange Jan variant)

Jeg laver aldrig den samme opskrift 2 gange i træk, men jeg står tit med de samme gode grundingredienser i køkkenet.

Så bliver der istedet arbejdet med konsistens, kombinationer, optimering og smag.

Forleden kom jeg til at tænke på “Lange Jan”.

De der lange flade karamelstænger med lakridssmag – de var fantastiske – et virkelig godt minde fra min barndoms slikposer.

Efter lidt søgen på nettet måtte jeg konkludere, at de desværre ikke eksisterer længere – helt ærligt..

Men det gav mig lyst til at prøve at genskabe smagen – selvfølgelig i min egen halvforkølede sunde udgave (jeg gider ikke bøvle med ubehaget fra et svingende blodsukker på en hverdag).

Jeg manglede et twist af salmiak, men det kan fixes ved at tilsætte ammoniumclorid (købes billigst på apoteket i en grøn kemiflaske med gult børnesikret låg..).

Med lidt god vilje kan min lakridsfudge godt kaldes “Lange-Jan-agtig”.

Uden god vilje er det lakrids-marcipan 🙂

Jeg ville dog ønske, at den ægte udgave stadig var på markedet, så ville den bestemt være at finde som min fredagstreat på fredag.

NB! De er mere blodsukkervenlige end mine chokokugler, til gengæld er de lettere at spise for mange af.

Lakridsfudge

Opskrift lakridsfudge

100 gram tørrede dadler (dem fra Urtekram i Netto fx)

400 gram mandler

2 dl øko koldpresset jomfrukokosolie

½-1 dl rålakridspulver (smag dig frem undervejs)

½ teskefuld salt

½ teskefuld ammoniumclorid (salmiakpulver)

Evt lidt vand (hvis det bliver for kompakt i konsistensen)

Fremgangsmåde

Mandlerne køres til det fineste mel på køkkenmaskinen og tages fra.

Dadler og kokosolie køres til en jævn karamelmasse.

Tilsæt lakridspulver, salt og salmiak til karamelmassen.

Smag til med ekstra lakrids eller salmiak (gentag smagningen efter mandelmelet er kommet i).

Tilsæt mandelmelet, og kør det hele sammen til, der er en sej sammenhængende masse.

Smag til igen.

Herfra kan du enten fylde massen i chokoladeforme eller rulle det ud i tynde stænger mellem 2 lag madpakkepapirer.

Jeg lavede begge dele og det fungerede godt både som pæne chokolader og som stænger.

Sættes i fryseren, og spises direkte fra fryseren, så har det den helt rigtige seje konsistens.

Kan drysses med lidt ekstra lakridspulver umiddelbart før servering.

God fornøjelse og nyd med fuldt nærvær!

Anne Seidelin – Kostvejleder, coach og sygeplejerske – Østerbro

Der er ingen tvivl om, at både kost og livsstil påvirker min Crohn’s i høj grad, og at jeg ved at leve rigtigt, kan mindske symptomerne betragteligt… (mere feedback fra forløb her)

Del i dit netværk: