Jeg har døjet med kraftig fødevareallergi gennem det meste af mit liv.
Før jeg startede på forløbet med Anne Seidelin, var der en meget stor mængde fødevarer, som jeg reagerede allergisk på. Hvis jeg indtog nogle af disse fødevarer, var det ofte med voldsomme reaktioner til følge.
Der har gennem årene været mange akutindlæggelser og jeg har måttet indtage store mængder medicin mod allergi og astma.
Efter et længere sygdomsforløb, med voldsomme allergiske reaktioner og diverse virus, sidste vinter følte jeg at der var behov for at få styrket mit immunforsvar.
Samtidig var jeg klar over at vægten var for høj og at mit liv trængte til at blive kigget på. Den yngste var flyttet hjemmefra for et års tid siden og det havde ligesom efterladt mig i et vakuum.
Jeg har tidligere set Anne Seidelin i tv-programmet, hvor hun hjælper Rane Willerslev med at tabe sig.
Jeg havde også fulgt Annes 6 ugers onlineforløb, med god effekt på vægttab, men denne gang skulle der mere til.
Jeg var dog stadig klar over at det var Anne Seidelin der skulle hjælpe mig. Hendes baggrund, som sygeplejerske, hendes tilgang til kosten og hendes omsorgsfulde coaching var lige det jeg havde brug for.
Jeg skrev med Anne om mine problemstillinger og vi blev enige om at jeg tilmeldte mig ”Den store pakkeløsning”.
Jeg kendte jo allerede til Annes tilgang til kosten fra ”Sund uden afsavn”, så jeg begyndte på kostændringen med det samme og da jeg begyndte på samtalerne med Anne, var jeg således allerede i gang med mit vægttab.
Jeg forestillede mig at vi, i samtalerne, primært skulle have fokus på min kost, min vægt og min motion, men blev dog ret hurtigt klogere.
Vi fik talt om nogle ting i min barndom og ungdom, der stadig styrede mine reaktionsmønstre og min evne til at danne relationer.
Det blev hurtigt tydeligt for mig at der måtte arbejdes på nogle ting på den front. Jeg ville ikke, som 50-årig, styres af en teenagers erfaringer og reaktionsmønstre. Det måtte have min opmærksomhed, så der kunne ske en positiv forandring.
Anne gav mig nogle øvelser i Selfcompassion og rådede mig til at dyrke Wim Hofs åndedrætsøvelser og hans kolde bade. Jeg fik nogle meditationsøvelser, der var rigtig gode. Jeg begyndte at løbetræne og dyrke yoga. Anne fik mig også i gang med at skrive dagbog. Samtidig levede jeg efter Annes kostråd og tabte mig.
Ret hurtigt begyndte jeg at få det markant bedre. Jeg følte mig mentalt stærkere og jeg fik mere energi.
Det stod ret hurtigt klart at min krop havde været på overarbejde i mange år og den var stresset og slidt.
Jeg har altid følt et enormt stort ansvar for andres trivsel både derhjemme og på arbejde, men når det kom til mig selv, var der ikke megen omsorg og kærlighed at spore.
Når min krop gav udtryk for at den var træt og trængte til hvile spiste jeg mig til kortvarig energi og pressede kroppen til at fortsætte, og jeg fandt det ekstra gear. Det var et usundt mønster, der havde sat sine tydelige spor.
Samtidig sled de mange allergiske reaktioner og det høje medicinforbrug også på kroppen. Jeg var grådlabil, træt, havde små blødninger ved menstruation, jeg havde det altid varmt og der var væskeophobninger i kroppen.
Anne forklarede mig at jeg, som følge af de mange års stres, muligvis manglede hormonet progesteron. I dag bruger jeg progesterongel og det har haft en overraskende positiv effekt på min krop.
Under samtalerne med Anne, blev jeg klogere på mig selv og hvad jeg skulle arbejde videre med.
Det blev bl.a. tydeligt for mig at fællesskaber var en gennemgående rød tråd i vores samtaler, og her sad jeg alene i et lille hus ude på landet. Huset var en god base for mig og mine børn, under deres opvækst, men var det stadig der jeg skulle bo?
Jeg valgte at holde mig nysgerrig og åben og en dag kom svaret på det, fra en ganske uventet kant. Jeg mødte en veninde, som jeg ikke havde set i et stykke tid. Hun var flyttet ind i et nybygget bofællesskab for folk der var fyldt 50 år, og hun var rigtig glad for det. Jeg tog ind og så bofællesskabet og det var lige noget for mig. Der var tænkt i bæredygtighed, fællesskab, kreativitet og motion.
I dag sidder jeg her, 16 kilo lettere og med et helt nyt livs-kapitel foran mig.
Jeg er flyttet ind i en lejlighed i bofællesskabet, jeg motionerer hver dag, dyrker mine fællesskaber, laver meditations- og åndedrætsøvelser, og lever efter Annes kostråd og hendes råd om selfcompassion.
Min allergi mærker jeg intet til og sidst jeg var til tjek på allergicenteret lå stort set alle prøverne under den værdi, der indikerer at man reagerer allergisk. Sidst jeg var ved frisøren, konstaterede hun at jeg havde færre grå hår og min hårstruktur har ændret sig.
Jeg har blødninger, som da jeg var ung, jeg har ingen væskeophobninger i kroppen, jeg har ingen hedeture, jeg har masser af energi, og jeg føler mig stærk og glad.
Uden Anne Seidelin havde jeg ikke turdet gennemgå denne store livsændring. Hun har været en fantastisk coach og kostvejleder gennem hele forløbet. Hun har gjort en enorm forskel for resten af mit liv.
Mange hilsner fra Anja Tarp
Anja Tarp, 27/7-22, efter “den store pakkeløsning” d. 18/1- 6/4 2022.