Salat med kolde kartofler, citron og pinjekerner

Den stakkels kartoffel.

Den må snart være meget forvirret. Dens selvtillid er væk. Dens tro på fremtiden lider…

Måske det er på tide at hjælpe den lille fyr – han er nemlig slet ikke så tosset (når han lige er kølet af).

Han er rigtig nok fuld af letoptagelig stivelse, der omdannes til sukker nede i mavetarm-kanalen, når han er varm. Så drop den varme kartoffel – desværre.

Resistent stivelse

Stivelsen bliver til gengæld resistent, når den først er kold (der er en længere biokemisk forklaring, den sparer jeg jer for, men den er god nok).

Resistent stivelse virker som en form for fiber nede i tarmen, optages langsomt, giver god mæthed og giver foder til de gavnlige tarmbakterier (som bl.a. styrker dit immunforsvar).

Endvidere indeholder kartoflen en god portion C-vitamin.

Hvor mange kartofler må jeg få?

Afhængig af din størrelse, fysiske aktivitetsniveau, følsomhed for sukker og alle de andre parametre, der skal tages hensyn til, ved enhver form for rådgivning indenfor kost…

For de fleste vil 2 kolde kartofler (på størrelse med et æg) passe fint til frokost eller aftensmad.

Kolde kartofler er kedelige

Ja, de smager ikke af meget, så de skal have lidt hjælp.

En god smagfuld dressing, lidt sennep, rødløg, rucolasalat og citrus er altid godt i dens selskab.

Brug kartoflen i salater og lad dem trække i dressingen før servering. Lige præcis som i opskriften nedenunder:

salat med kartofler

Kold sund kartoffelsalat

300 gram kolde kogte kartofler

1 stort bundt rucolasalat

½ rødløg i tynde skiver (lægges i 2 spiseskefulde æblecidereddike i 15 minutter)

½ dl god økologisk olivenolie

Saft og reven skræl af ½ øko citron

1 teskefuld sennep

Salt og peber efter smag

30 gram ristede pinjekerner

(TIP: Lidt god fetaost eller ristet parmaskinke vil også være lækkert ovenpå)

Fremgangsmåde

Bland dressingen først af olie, citrus, sennep, salt og peber.

Skær de kolde kartofler i små firkanter og bland dem med dressingen, så de kan suge noget smag. Det kan evt. gøres dagen i forvejen.

De tynde løgskiver bliver også til gudespise, når de får lidt syre, så læg dem i æblecidereddike i mindst 15 minutter før du blander dem i salaten.

Løg og rucolasalat blandes med kartoflerne. Pinjekernerne drysses over salaten til sidst. Brug gerne et fladt kønt fad, det visuelle betyder nemlig også noget for smagsindtrykket.

God fornøjelse!

PS: Det er muligt at få styr på den kost – en gang for alle – men det kræver som regel et forløb hos sådan en som mig :-)

Anne Seidelin – bryd dine gamle mønstre og overbevisninger – København Ø

 

Posted in Opskrifter
Gratis kostplan og nyhedsbrev:
"Sund uden at lide afsavn"

Kostplan, opskrifter og 10 nyhedsmails med mine bedste og mest effektive råd. Tilmeld dig uforpligtende her:

* felt skal udfyldes
Nye indlæg
Kategorier
Skriv til Anne
Loading...