Kære Anne
Der er nu gået ca. 1 år siden min store omstilling, en forandring der for alvor har forandret mit liv, min sundhed og mit velvære – takket været din hjælp.
Ingen voldsomme humørsvingninger pga. blodsukkerubalance, ingen hævede ankler og sovende fingre, ingen tørre albuer, ingen tyk mave – og vigtigst af alt: Ingen diabetes! Eller rettere sagt: Ingen medicin mod diabetes. Iflg. vores sundhedsvæsen har jeg diabetes resten af livet. Fordelen ved det er, at jeg kan få ordnet fødder meget billigt nu ;o)
Min vægt og mit taljemål har stabiliseret sig. Vægten svinger et par kg og ligger mellem 69-71 kg – jeg vil helst have den under 70 kg. Taljemålet ligger på 76 cm og navlemålet på 80 cm. Jeg kan godt mærke, at fedtet fordeler sig anderledes med (overgangs)alderen. Til gengæld nyder jeg min altid flade mave over navlen – og at jeg altid kan have tætsiddende tøj på uden at bekymre mig om at sidde ned og ‘bule ud’ foran.
Jeg har opnået en fin balance mellem sundhed og min indre livsnyder.
Reptilen og fornuften lever i symbiose, smukt billede ;o) Og det er netop din model med at lade reptilen få sine behov stillet, der gør, at din model virker (du har sikkert også læst Kahneman). Jeg kalder det også pragmatisme. Og 80/20-modellen virker også: 80 procent af det gode og 20 procent af det søde og lign. Tror dog mest det bliver til 90/10 for mit vedkommende, men jeg skal også passe mere på end andre ‘normale’.
Jeg er faktisk begyndt at sige til mig selv, at en kage eller chokolade eller lign. skal være kalorierne værd. Hvis ikke det gælder, og det smager grimt, så spytter jeg det ud igen. Ellers også lader jeg det bare ligge på fadet. Jeg deltager i utroligt mange møder med eftermiddagskage, og det er ikke engang svært at lade kagen passere. Kun en sjælden gang ligger der en smørbagt hindbærsnitte, og så spiser jeg den, fordi den smager skønt og er en af mine yndlingskager.
Du er min sejeste sundhedsguru, fordi du er klog og frem for alt pragmatisk. Og jeg anbefaler dig, hvor jeg kan.
Mange hilsner fra
Lotte Rosgård, 1. dec. 2018 (1 år efter den store pakkeløsning)