Min mormor er lige blevet 92 år. Hun bor i eget hus, som hun holder rent og pænt uden hjælp. Hun har byens fineste have fuld af stauder, hindbær, afstukne græskanter og håndklippet hæk. Den klarer hun også selv.
Maden laver hun fra bunden og har altid gjort det. Der bliver syltet, bagt, henkogt og frosset ned – især til gæster.
Med andre ord, så er hun i gang fra morgen til aften.
Hun får ingen medicin og har kun været indlagt en enkelt gang (hun faldt i sin have over en ujævn flise og brækkede hoften, men kæmpede sig tilbage igen).
Skal man bede en dame som hende om at ændre sin kost? Skal man medbringe sin egen mad og kage, når hun inviterer? Aldrig i livet. Man skal sige ja tak. Sætte sig til bords. Og derefter bare NYDE det hele – og lidt til.
Min mormor hader at blive fotograferet, så diskret tog jeg bare et billede af kaffebordet:
Generelt skal man “passe sin egen butik”, når det handler om sundhed og kost. Jeg har kun en holdning, hvis jeg decideret bliver spurgt. Jeg medbringer ikke små tupperware-bøtter og opfordrer heller ikke andre til det.
Jeg medbringer derimod gerne en grov salat eller en sund kage, hvis jeg er inviteret hjem til nære venner, som synes, det er en gave (og jeg spørger altid først). Ellers vælger jeg, så godt jeg kan – eller går all in – og gør det med glæde.
Min fornuftige hverdag kan sagtens kompensere for resten.
Mad er aldrig bare mad!
