Fede Forholds kostvejledning, principper og baggrund
Lasse taber sig 20,5 kilo på de første 5 uger uden forklaring – whaaaaat – hvad sker der?
Hvad spiser deltagerne på Fede Forhold, hvilken kostplan får de? Hvordan undgår man blodpropper, fedtlever og type 2 diabetes med kostændringer? Det fremgår ikke i programmet.
Min kostvejledning i programmet fylder ikke særligt meget.
Og de små klip kommer desværre til at lyde som noget fra et dameblad, fordi scenerne, forklaringer og begrundelser er klippet dramatisk og alt for hårdt.
Fede Forhold skal underholde og fænge seerne mest muligt – det lykkes – det er godt TV.
Og jeg er heldigvis aldrig blevet kaldt kedelig. Kostvejledning må aldrig blive kedeligt – vi skal have det sjovt undervejs.
Men jeg er stadig ekstremt fagligt velfunderet. Og de seriøse forklaringer for mine principper mangler fuldstændigt i programmet. Derfor denne blogpost om Fede Forhold.
Vægttab er nemlig ikke “bare lige at følge en rå kostplan og “være sulten i 7 måneder”.
De 29 minutter pr afsnit skal dække alle tre pars oplevelser i en hel måned.
Og hovedfokus i Fede Forhold er ikke kost.
Fede Forhold er primært et program om parforhold.
Frej Prahl, parterapeuten, taler med parrene 4 gange på de 7 måneder. Jeg taler med parrene en time hver uge pr par.
Vægttab er nemlig ALT andet end “bare lige”.
Fede Forhold: Sulten? Wuhuu... det er FEDTFORBRÆNDING?????
Det er da ugebladsnonsens. Eller er det? Se forklaringen på sult og fedtforbrænding her:
Fede Forhold: væk med den nederste del af kostpyramiden, forbud og restriktioner?
Er Anne nu blevet vanvittig? Eller er hun stadig ret seriøs og nørdet med sin faglige viden? NB: ALLE må selvfølgelig altid få en skive rugbrød eller portion havregrød.
Fede Forhold: hvorfor skal deltagerne have en skrap kostplan?
Alle par får skræddersyede kostplaner, fordi de alle sammen har blodprøvesvar, der viser, at de HAR taget skade af deres livsstil.
Det er derfor IKKE nok at lave små lette ændringer såsom bare at fjerne lidt søde sager og snacks fra menuen.
De har brug for resultater nu og her for ikke at tage yderligere fysisk skade.
Helbredelse af livsstilssygdomme via kostændringer
Livsstilssygedomme kan gå fuldstændig i sig selv igen, hvis livstilen tilpasses på den rigtige måde.
Livsstil forstås her som: daglig kost, motion, søvn, følelsesmæssig håndtering og stresshåndtering. Anne Seidelin tager hånd om alle aspekter i de ugentlige samtaler.
Vægttab skal gøres på en sund måde
Vægttab skal gøres på den sundest mulige måde. Helbredet skal få det bedre. Søvnen og energien skal blive bedre. Humøret skal op.
Parrene SKAL have næring nok hver dag. De skal være i kalorieunderskud uden at mangle mursten og mørtel til kroppens livsvigtige funktioner.
Det vil sige kostplanen skal baseres på det, der er evidens for, virker mod de forskellige fysiologiske udfordringer deltagerne står overfor.
Mavefedt, bugfedt og risiko for sygdom
Uden at gå i detaljer med de enkelte deltagere, så har de alle sammen alt for store mængder af bugfedt.
For meget fedt på maven, og inde omkring de indre organer, er blandt andet associeret med:
- Insulinresistens
- Nedsat insulinfølsomhed
- Fedtlever
- Type 2 diabetes / prædiabetes
- Forhøjet blodtryk
- Hjertekarsygdomme
- Blodpopper
- Åreforkalkning
- Snorken
- Metabolisk syndrom
Afsnit 5 lægens endelige dom
Jeg fik adgang til alle lægens testresultater fra deltagerne med deres fedtprocent, muskelmasse, kondital, blodtryk og blodprøver ved starten af forløbet.
Det så ikke godt ud..
Men efter fem og en halv måned testes de igen af læge Pia Norup.
Vilde resultater efter kostomlægning
Lægen har aldrig set noget lignende! Aldrig har hun set noget være SÅ skævt blive SÅ flot på SÅ kort tid, som hun siger i programmet til Steffen og Simone.
De ligger ikke bare i normalområdet nu – de ligger UNDER det normale niveau for risikofaktorer for livsstilssyfdomme.
Der er stadig noget at arbejde med hos parret fra Herning, hvilket er forventeligt, da de kun fulgte kostplanen de første 4 måneder. Men de har stadig opnået store positive forandringer i deres testresultater.
Fede Forhold: skal deltagerne leve af kål og kikærter i 7 måneder?
Åh, Gud nej, hvis de skulle leve af kål og kikærter i 7 måneder, så ville de nok have haft stoppet samarbejdet med Anne Seidelin efter en uges tid. Der er ingen forbud eller restriktioner:
Fede Forhold: kostplan til sundest mulig kost til hjertekarsygdomme
Der er igennem mange år lavet det ene studie efter det andet, hvor man har testet forskellige kostretninger op imod hinanden for at finde den endegyldige sandhed indenfor kostsammensætning.
Alt for mange kostretninger er mere en kostreligion end evidensbaseret viden.
Derfor er det ganske fantastisk at en gruppe forskere nu endelig har fået samlet alle tilgængelige studier og samlet til et enkelt stort metastudie.
Den endegyldige sandhed skal man dog nok lede længe efter, for mennesker er svære at studere over længere tid med deres kostindtag.
Metastudiet tager udgangspunkt i forebyggelse og behandling af hjertekarsygdomme over en bred kam, men det er stort set de samme principper, der er evidens for til andre livsstilssygdomme.
Studiet kan læses i sin helhed her:
Fede Forholds kostplaner er baseret på studier i, hvad der virker på livsstilssygdomme:
I hovedtræk viser samtlige studier i undersøgelsen, at en kostplan, der skal afhjælpe livsstilssygdomme, skal indeholde følgende råd:
- Spar på saltet
- Spar på animalske produkter (2 x 100 gram om ugen)
- Flest muligt vegetabilske fødevarer (400 gram grøntsager om dagen)
- Begræns smør, kokosolie og palmefedt
- Mere monoumættet fedt (olivenolie, avokado, nødder og mandler)
- Fjerkræ er sundhedsneutralt (hverken godt eller skidt)
- Forarbejdet kød skal undgås mest muligt fx. bacon og pølser
- Erstat kød med bælgfrugter (180 gram x 4 ugen)
- Fisk (150 gram 2-4 x ugen)
- Nødder og mandler (30 gram dagligt)
- Ost (50 gram x 3 ugen)
- Usødet yoghurt (200 gram dagligt)
- Fødevarer med højt glykæmisk indeks skal begrænses eller erstattes med fødevarer med lavere glykæmsik indeks
- 3 kopper kaffe eller te daglig
- Søde drikke skal begrænses mest muligt
De skræddersyede kostplaner tager udgangspunkt i de gode råd, og suppleres med motion og gode redskaber til det mentale stykke arbejde, der også skal til, for at lykkes med projektet.
Fede Forhold: kostplaner og opskrifter
Der er ikke to mennesker, der skal spise det samme, så kostplanerne bliver ikke vist her.
En kostplan skal altid skræddersys af et professionelt menneske med en relevant sundhedsfaglig baggrund.
Men vil du se, hvordan opskrifterne er strikket sammen, så ligger de fleste opskrifter fra Fede Forhold frit tilgængeligt her på hjemmesiden (ingen betalingsmur).
Der er både Lasses brune linsegryde og Steffen og Simones BROMkålspizza:
https:// anneseidelin.dk/opskrifter
Fede Forhold: de officielle kostråd i fase 1
Parrene følger også alle de officielle kostråd fra sundhedsstyrelsen, bortset fra at de i fase 1 begrænser indtaget af kulhydrater fra ultraforarbejdede fødevarer som hvid pasta, hvidt brød og hvide ris.
Fase 1 er den første fase, hvor der skal opnås resultater.
Når deres insulinfølsomhed er tilbage, så kommer fuldkornsprodukterne ind i kostplanen. Det testes via blodprøver.
Mine opskrifter er, ligesom de officielle kostråd, antiinflammatoriske og præbiotiske. De giver et stabilt blodsukker og stabil energi. De tager højde for det meste.
Sundhedsstyrelsen er faktisk ret skarpe i deres anbefalinger efterhånden – hatten af!
Fede Forhold: store vægttab kræver stor faglig viden om BÅDE krop og psyke
Husk at store vægttab og radikale livsstilsændringer kræver professionel hjælp.
At ændre sine vaner er svært og krævende. Det er et kæmpe stykke ydre og indre arbejde, og alle møder massiv indre modstand mod forandring undervejs.
Hvis du har mange nederlag med i baggagen med vægttabsforsøg? Eller lider af et forstyrret forhold til mad, så skal du have hjælp.
Har du en hård indre dialog, en indre nådesløs kritiker, der dræner dig med alt for høje krav, fiaskofølelse og skam, så skal du også have hjælp.
Et godt sted at starte et selvkærligt vægttab er at læse Mortens Elsøes bøger :”Slut med forbudt” eller “Madro”. Du kan også høre hans podcast: “Detox din hjerne”, så lærer du, hvorfor du aldrig må lave forbud eller restriktioner i din kost.
Midlertidige restriktioner, som i Fede Forhold, kan være nødvendige set ud fra et helbredmæssigt perspektiv, men så skal du følges af et fagligt velfunderet menneske samtidig.
En kostplan må aldrig stå alene!
Fede Forhold: kostvejlederen er også uddannet terapeut
Anne har ugentlige samtaler og daglig feedback med alle tre par. Parret fra Herning vælger dog at stoppe efter de første 16 uger. Der har de begge tabt næsten 13 kilo, og ønsker at stå på egne ben.
De ugentlige samtaler bliver mere og mere terapeutiske som ugerne går, og parrene bliver mere selvkørende med kosten.
Terapeutisk kostvejledning handler om, hvilke følelser og årsager, der ligger bag maden og tykheden. Hvilke mønstre man har med i rygsækken, baggrunden for det hele, og hvordan klienten fremadrettet kan bruge terapeutiske redskaber, fremfor mad, til at håndtere svære situationer i livet med.
Samtidig arbejdes der med den indre dialog via compassion. Den hårde kritiske indre tone bliver mere og mere konstruktiv, omsorgsfuld og venlig, hvilket mindsker følelsen af at være forkert eller skamfuld.
Anne har en specialistuddannelse i compassionfokuseret terapi (CFT). Det er en terapiform, der er særligt velegnet, hvis der også er tale om et forstyrret forhold til mad.
Hvad er compassionfokuseret terapi?
Compassion Focused Therapy (CFT) er en integreret tilgang udviklet af professor Paul Gilbert. Tilgangen har fundament i evolutionsteori, neurovidenskab, social- og udviklingspsykologi, kognitiv adfærdsterapi og Mindfulness.
CFT har været genstand for stigende interesse verden over igennem de sidste mange år, og mange har fundet metoden særdeles anvendelig til forskellige, psykiske problemstillinger.
CFT er oprindeligt udviklet til mennesker, der på grund af en høj grad af selvkritik og skam, har mindre effekt af traditionelle behandlingsmetoder.
Skam, selvkritik og vanskeligheder ved følelsesregulering vides at spille en vigtig rolle i vedligeholdelsen af psykisk lidelse, og CFT’s fokus på udviklingen af compassion og egenomsorg har vist sig effektiv i psykologisk behandling på tværs af diagnoser og terapiformer.
CFT’s kobling mellem en naturvidenskabelig forståelse, neuropsykologi samt psykologiske teorier og teknikker har været et uvurderligt bidrag i forståelsen og behandlingen af psykisk lidelse. (Kilde: https://mindwork.dk/)
Se Anne Seidelins baggrund her:
https://anneseidelin.dk/hvem-er-jeg/