GUIDE: Wim Hof – kost og vægttab – VEJRTRÆKNING

Wim Hof-metoden gjort let (VEJRTRÆKNING – trin 2)

I min kostvejledning og coaching bruger jeg “bevidst vejrtrækning” til at til at kunne berolige og kontrollere nervesystemet med.

Se konkret instruktion i Wim Hof-vejrtrækning længere nede i teksten

Breathwork / Wim Hof til vægttab

Vores åndedræt er den eneste måde, vi kan få adgang til vores autonome nervesystem på. Det vil sige, at hvis du kan lære at kontrollere din vejrtrækning, så kan du også lære at kontrollere dine iboende impulser fra “gammelhjernen” til at flygte, kæmpe, fryse eller krybe (og spise på følelser).

Trangen til at spise kommer ikke kun af reel sult.

Spisetrang og sukkercravings kommer lige så tit af kedsomhed, mentalt ubehag og følelser. Mad stimulerer os positivt, og kan kortvarigt fjerne psykisk og fysisk ubehag.

Vores gammelhjerne / reptilhjerne vil bare gerne have at vi er glade – og at vi overlever det her liv.

Selvberoligelse via vejrtrækningen

Her er det konstruktivt at kunne tilbyde sig selv et alternativ til mad, sukker, smøger og alkohol – TRÆK VEJRET.

Aktiverende eller beroligende vejrtrækning

Til det grundlæggende beroligende åndedræt bruger jeg teknikker fra mit oprindelige system fra compassionfokuseret terapi.

Compassion-åndedrættet er blødt, rart og kærligt.

Åndedræt der gør dig stærk og modig

Har du derimod brug for styrke, udholdenhed og modstandskraft, så skal du lære åndedrætsteknikken og kuldeteknikken fra Wim Hof-metoden.

Se mere om Wim Hof og Wim Hof-metoden (KULDE) her.

Hyperventilering og tilbageholdelse af åndedrættet

Wim Hof-metoden til vejrtrækning benytter sig af en kombination af hyperventilering og ”holden-vejret”, hvilket midlertidigt gør kroppen mere basisk / alkalisk.

Wim Hof kalder det: ”get high on your own supply”. Man føler sig stærkere og mere robust, men OGSÅ glad, rolig og frisk på samme tid efter åndedrætsøvelsen – det er så interessant og lige til at teste.

Hvad er mine klienters erfaringer

Allerede efter første øvelse melder mine klienter tilbage, at det føles helt rigtigt – meget anderledes men rigtigt.

De første gange kan der opstå midlertidig stivhed/småkrampe, svimmelhed, gråd, snurren i arme og ben. Det kan føles som starten på et angstanfald eller en besvimelse. Men det er en helt almindelig effekt af at hyperventilere.

Kroppen skal lige vænne sig til tilstanden.

Efter et par ugers træning, registrerer mine klienter, at det er lettere at sige nej til usund mad, sukker, slik og normalt yderst fristende snacks.

Som en følelse af at der ikke er behov for at stimulere sig udefra.

Vægttabet bliver lettere og der kommer hurtigere resultater

(Disclaimer: disse resultater med kost, vægt og cravings stammer kun fra mine egne klienter. Og alle har tidligere arbejdet med mine andre åndedrætsøvelser i individuelle forløb – samt spist efter mine principper).

Men lad os teste det ude i verden sammen! Skriv gerne til mig, hvad du oplever med metoden indenfor kost og vægttab. Vend tilbage med noget feedback (der mangler mere viden på området).

Alle kan lære at “Wim-Hoffe”

Wim Hof metoden til åndedrættet er dokumenteret effektiv og så let at udføre, at man skulle være et skarn for kun at at teste ”kuldetræningen” (se blogindlæg om det her).

ALLE jeg har hjulpet med det her, har kunnet lave øvelsen første gang, OG fået en positiv effekt.

Wim Hof-metodens 3 trin / søjler:

Der er tre teknikker du skal kende og helst kombinere:

  • Trin 1 = kulde (gratis guide her)
  • Trin 2 = vejrtrækning
  • Trin 3 = mindset (det er min vurdering, at mindset kan trænes bedre med compassionøvelser end med Wim-Hof-metoden)

Manden er muligvis lidt en galning, men forsøg på ham og hans kursister viser, at det virker.

Wim Hof-metoden er videnskabeligt testet på:

  • Stress, angst og depression (du får mere udholdenhed, ro og glæde)
  • Stærkere immunforsvar
  • Sundere blodtryk og puls
  • Mindre inflammation i kroppen (forsøg med gigt i rygsøjlen og rygmarvsskader)
  • Bedring af autoimmune sygdomme (testet på multipel sklerose, leddegigt, crohns, borreliose)

(KILDE: “Wim Hof-metoden” af Wim Hof, Borgens Forlag, Gyldendal 2020)

Guide til Wim Hof-metodens trin 2 – VEJRTRÆKNING

Eftersom vi alle sammen kan have gavn af at føle os fysisk og psykisk mere robuste, mindske inflammation og få et bedre immunforsvar, så er det bare at komme i gang.

Der kræves intet udstyr, indkøb, opvarmning – just do it – det er gratis, og kan på sigt praktiseres når som helst og hvor som helst.

Der ER ingen undskyldninger for ikke at teste det selv.

Begynderguide til Wim Hof metoden – VEJRTRÆKNING – ro i hovedet

  • Læg dig et rart sted (seng eller sofa er fint), når du kender metoden godt, så kan du også vælge at sidde op (du kan blive svimmel)
  • Du bestemmer selv, om du trækker vejret gennem næse eller mund (mest effektivt gennem munden)
  • Træk vejret HELT ned i maven (maven hæver sig) og pust HELT ud (flad mave)
  • Gentag 30 gange i et tempo der er lidt hurtigere end, hvad der føles naturligt
  • Lad det bare snurre i læber, fingre og tæer
  • Pust så HELT ud og hold vejret UDEN luft i lungerne i 1-2 minutter (eller til det holder op med at snurre)
  • Slap af i kroppen, mens du holder vejret
  • Nyd at din hjerne er helt rolig (tangerende det småpsykedeliske)
  • Tag en DYB indånding og hold vejret MED luften i lungerne i 15 sekunder
  • Slap af og nyd roen imens du holder vejret inde
  • Ånd nu ud og mærk at din krop er helt afslappet
  • Optimalt udfører du 3 fulde runder i alt (men 1 enkelt runde er også godt)
  • Brug gerne den her guidede video fra YouTube, hvor Wim Hof guider dig hele vejen igennem

Wim Hof og vægttab

Vægttab kræver træning af reptilhjernen, mere kontakt til den nye hjerne, udholdenhed, viljestyrke, behovsudsættelse. Håndtering af følelser og cravings. Og så selvfølgelig en konkret og opdateret viden om kost, fedtforbrænding, søvn, motion og stress.

Det giver så meget mening i min verden at smide Wim Hof-metoden med i puljen af nyttige redskaber til et varigt vægttab.

Kan du håndtere dine frustrationer og følelser med vejrtrækning og kuldetræning, så kan du også lettere vælge den sunde mad, når du står foran køledisken nede i Netto.

Ingen hokuspokus

Og så er der ikke noget ”hokuspokus” i Wim Hof metodens to første trin. Alle kan være med og få et udbytte.

Mindset i trin 3 handler om at være dedikeret i sin tilgang til at passe på sig selv og sin krop. Det giver mening, men metodens to første trin med vejrtrækning og kulde er en god start.

Mine egne erfaringer med Wim Hof

Der er mange interessante effekter, men helt konkret:

Forleden skulle jeg deltage i et af den slags møder, hvor jeg normalt både ville vågne ALT for tidligt, have præstationsangst og være rundt på gulvet.

Lavede Wim Hof vejrtrækning, inden jeg faldt i søvn, uden problemer, sov igennem, og startede dagen med 3 runder Wim Hof mere, efterfulgt af intet mindre end 4½ minut under den kolde bruser (ny rekord og det føltes ikke en gang særligt koldt).

Her er den glade og lyserøde badegris efter den omgang:

Mødte op til mødet, og gjorde det, der skulle gøres – nærværende og nærmest rolig.

Det er lige til at kopiere

Mine gratis guides her er ”rendyrket begejstring og ikke reklame” – men ment som et håbløst romantisk ønske om at gøre livet lidt lettere for alle.

Derfor må du også hjertens gerne dele dem med resten af verden.

Men løber du alligevel træt i at skulle gøre alting selv, altid, så vær med på et af mine forløb. Jeg har stadig plads til nye klienter.

Kh, Anne.

Anne Seidelin – kostvejleder, coach og sygeplejerske – og nu også “Wim-Hoffer”

“…Modsat så mange andre tilbud, jeg har forsøgt, skilte forløbet hos Anne sig markant ud, idet jeg oplevede synlige og mærkbare resultater i løbet af få uger. Jeg tabte mig det antal kilo, jeg havde brug for (og holder stadig min vægt), jeg ændrede mit søvnmønster, så jeg nu sover 7-8 timer om natten…” (se resten af Pias feedback her)

Succeshistorier om kost­forløb

Relateret indhold

Morgenmad eller faste?

Der var engang nogle morgenmadsproducenter, der sagde, at morgenmad var dagens vigtigste måltid.. Det lød rigtigt, men det var det ikke. Frokost er nu dagens

Læs mere

Gratis e-hæfte når du tilmelder dig nyhedsbrevet

Få et gratis e-hæfte med opskrifter, minikostplan og gode råd med som bonus: