GUIDE: Wim Hof – vægttab, kost – KULDETRÆNING

Wim Hof-metoden gjort let (KULDE – trin 1)

Som kostvejleder og coach har jeg i mange år undervist mine klienter i mentale teknikker og et bevidst åndedræt til at kunne berolige og kontrollere nervesystemet med.

Beroligende åndedræt og en kærlig indre dialog fra mit system baseret på compassionfokuseret terapi.

Så blødt, rart og kærligt som muligt.

Så dukkede ismanden Wim Hof tilfældigt op – tak Facebook-algoritme – med ren vildskab, isvand og badeshorts.

Kulde og hyperventilering

Hans metode benytter sig af kulde og hyperventilering, hvilket kortvarigt stresser nervesystemet.

Wim Hof udfordrer og presser kroppen, og sindet, så vi tvinges til at gøre os stærkere og mere robuste – det er så interessant og logisk.

Det måtte jeg simpelthen undersøge med det samme OG teste på egen krop (og mine frivillige klienters kroppe).

Jeg har læst hans bog, artikler, set videoer, faktatjekket hans resultater OG fuldført programmet – metoden virker.

Allerede efter få dage melder mine klienter tilbage, at det vil de gerne udforske mere.

Nu er der gået 4 måneder som “wimhoffer”, og hverken jeg eller mine klienter er blevet trætte af det. 

Alle kan lære at “Wim-Hoffe”

Wim Hof metoden er dokumenteret effektiv og så let at udføre, at man skulle være et skarn for at ikke at give de kolde brusebade et reelt forsøg.

Wim Hof-metodens 3 trin:

  • Trin 1 er kulde
  • Trin 2 er vejrtrækning (læs blogindlæg om det her)
  • Trin 3 er mindset (det er min vurdering, at det kan trænes bedre med compassionøvelser end med Wim-Hof-Metoden)
  • Se konkret instruktion i at træne den kolde dusch længere nede.

Ud af komfortzonen

Og Wim Hof har altså en pointe. Vi er blevet nogle komfortable bløddyr. Jeg har endda en elektrisk varmeplaid, fordi jeg nægter at fryse – en ægte pivskid.

Wim er den hollandske ”Iceman” med 26 verdensrekorder i at udholde kulde – bjergbestigning i shorts, nedsænkning i isvand i timevis – ren galskab. Men når lægevidenskaben undersøger, hvad kulde og bevidst vejrtrækning kan gøre ved en, fysisk og mentalt, så må man lægge sig fladt ned.

Manden er muligvis lidt en galning, men forsøg på ham og hans kursister viser, at den menneskelige krop og psyke er lykkelig for hans metoder.

Indtil videre virker Wim Hof-metoden på:

  • Stress, angst og depression
  • Stærkere immunforsvar
  • Sundere blodtryk og puls
  • Mindre inflammation i kroppen (forsøg med gigt i rygsøjlen og rygmarvsskader)
  • Bedring af autoimmune sygdomme (testet på multipel sklerose, leddegigt, crohns, borreliose)

(KILDE: “Wim Hof-metoden” af Wim Hof, Borgens Forlag, Gyldendal 2020)

Guide til Wim Hof-metodens trin 1 – KULDE

Eftersom vi alle sammen kan få gavn af at føle os fysisk og psykisk mere robuste, have mindre inflammation og et bedre immunforsvar, så er det bare at komme i gang.

Du starter med det kolde vand.

Der er ingen undskyldninger, vi skal alligevel i bad en gang i mellem. Og metoden går altså ikke ud på at kaste sig vildt ud under isflagerne i havnen. Man starter med at slutte sit almindelige dejligt varme bad af med en gang koldt vand fra bruseren.

Begynderguide til Wim Hof metoden – KULDE – det kolde brusebad

  • Uge 1: 30 sekunders koldt vand (optimalt 5 dage på en uge / alle uger)
  • Uge 2: 45 sekunders koldt vand
  • Uge 3: 1,5 minuts koldt vandt
  • Uge 4: 2 minutters koldt vand

Når du står under den kolde bruser, så vil kroppen automatisk spænde op og det vil være svært at trække vejret. Din krop er i chok. Prøv at starte med at tage arme og ben under bruseren først. Væn dig lidt til det, inden du stiller dig helt ind under med hele kroppen. Prøv så at bevæge dig systematisk rundt, så både front, bag og begge sider får kulde.

GUIDE til vejrtrækning og mindset under den kolde bruser:

  • Signaler ro, mod og styrke med din vejrtrækning
  • Du falder IKKE død om
  • Træk vejret dybt og ROLIGT
  • Fortæl din reptilhjerne at alt er godt
  • Tag kontrol over nervesystemet, der prøver at få dig væk fra kulden
  • Træk vejret og BLIV
  • Mærk din krop og VÆR med kulden
  • Hold ud så længe du kan (følg minimum ugens plan)

SÅ er dagen ligesom i gang! Jeg var efter ganske få dage fuld af fart i timevis efter chokket. Ifølge bogen går der 10 dage, før effekten er der.

Som et frivilligt elektrochok

Kulden giver kredsløbet, hjernen, alle vores hormoner og signalstoffer et chok. Det kolde vand bliver en ydre fjende, noget der skal overleves og håndteres nu og her. Vores indre trusselssystem aktiveres. Kroppen tvinges til at reagere prompte. ALT aktiveres på en gang. Max stress, men på den sunde måde. Du vågner, og er klar til kamp.

Belønningen, energien og velværet

Når faren er drevet over igen, og du står og griner, lidt stolt af dig selv, med håndklædet rundt om dig, så kommer belønningen, velværehormonerne og varmen rundt i årene. Og du er ikke i tvivl om, at det alligevel var en god beslutning – fordi det FØLES godt (bagefter).

Wim Hof og vægttab

Og hvad har det med vægttab og kost at gøre, Anne Seidelin?

Det har alt med vægttab at gøre. Det er aldrig mangel på viden og gode intentioner, der forhindrer et ønsket vægttab. Det der gør det svært at tabe sig er altid følelser, frustrationer, kedsomhed og gamle vaner – altså alt det, der har med den gamle del af hjernen at gøre.

Den nye hjerne og den gamle hjerne

Det handler om kontakt til den moderne og kloge del af hjernen, som er villig til at ofre komforten lige nu og her for at få en større gevinst på sigt. Det er evnen til at sige bevidst ja eller nej – være bevidst om sine valg og de konsekvenser, de valg fører med sig.

Træn din selvdisciplin og selvkontrol

Kan man vænne sig til at være så stor en ”bad-ass”, at man kan stå under en kold bruser om morgenen (eller på et hvilket som helst andet tidspunkt), så ER man mega kæmpe sej. Og så kan man ALT – også ændre sin kost og livsstil – på sigt.

Det kolde gys er altså endnu en lille brik i det uendeligt komplekse puslespil, det er at tabe sig, eller bare at kunne fastholde en sund livsstil i en verden, der bestemt ikke gør det let at være sund.

Der er altid tilbud på Marabou…

Vægttab er komplekst

Vægttab kræver træning af reptilhjernen, mere kontakt til den nye hjerne, udholdenhed, viljestyrke, behovsudsættelse. Håndtering af følelser og cravings. Og så selvfølgelig en konkret og opdateret viden om kost, fedtforbrænding, søvn, motion og stress.

Det giver så meget mening i min verden at smide Wim Hof-metoden med i puljen af nyttige redskaber til et varigt vægttab.

Ingen hokuspokus

Og så er der ikke noget ”hokuspokus” i Win Hof metodens to første trin. Alle kan være med og få et udbytte. Det koster ikke noget. Det kræver intet udstyr. Alle teknikker ligger på nettet. Det er bare at gå i gang med at google eller læse nogle bøger.

Hans tanker om mindset i trin 3 hører til i den i spirituelle verden, men det spirituelle er ikke en forudsætning for at få udbytte af de konkrete fysiske dele af metodens to første trin med vejrtrækning og kulde.

Mine erfaringer med Wim Hof

Jeg bruger det meste af min tid på at tænke, skrive, læse, optimere, analysere, mærke, fornemme og føle alting. Så for mig er det fantastisk at komme 400% tilstede fysisk i min krop – jeg kan faktisk ikke undvære det kolde vand længere – det kalder på mig om morgenen.

Havde nogen sagt det for 4 måneder siden, så havde jeg rullet med øjnene og sagt ”ALDRIG!!!”….

Så vildskab og energi om morgenen, og så fokus på det rare og bløde fra min gamle compassionverden resten af dagen – det er en perfekt kombination.

Vinterbader bliver jeg nok aldrig, det er jeg, trods alt, stadig for magelig til.

Og så trækker jeg vejret efter Wim Hof-metoden dagligt (se alt om vejrtrækningsøvelsen her)

Prøv det – der er ingen bivirkninger

Se hvor langt du kommer på egen hånd. Får du behov for en sparringspartner på et tidspunkt, så vær med på et af mine forløb.

Anne Seidelin – sygeplejerske, hormon- og kostvejleder
Kære Anne.
Tusind tak, fordi du har givet mig et springbræt til en ny og mere energirig livsstil. Det kan ikke kun ses på figuren, men mærkes i kroppen. Jeg har fået mere energi, bedre humør, mere søvn, mindre sygdom og et større overskud til lange dage, tykke bøger og svære situationer.
Jeg er meget glad for, at jeg valgte at tage nogle timer hos netop dig.

Succeshistorier om kost­forløb

Relateret indhold

Gratis e-hæfte når du tilmelder dig nyhedsbrevet

Få et gratis e-hæfte med opskrifter, minikostplan og gode råd med som bonus: