Jeg er blevet respektfuldt interviewet af journalist Susanne Block Kjeldsen angående mine erfaringer som selvstændig:
Og fik taget et smadderpænt billede af fotograf Søren Svendsen:
”Ud med sukker og cravings – velkommen energi og overskud”. Sådan lyder slaglinjen på sygeplejerske Anne Seidelins hjemmeside. Ved siden af sit arbejde som konsultationssygeplejerske bygger hun en virksomhed op som selvstændig kostvejleder.
En kostnørd. Sådan betegner Anne Seidelin sig selv.
”Allerede som barn blev jeg grebet af budskabet ”et æble om dagen kan holde lægen væk”, og lige siden har jeg været enormt fascineret af kostens betydning,” siger hun.
For snart to år siden sprang sygeplejerske Anne Seidelin ud som selvstændig kostvejleder. Hun var konsultationssygeplejerske med speciale i livsstilssamtaler med patienter med kroniske sygdomme som f.eks. diabetes og forhøjet kolesterol. Hun havde udviklet en coachingbaseret tilgang, som virkede godt for patienterne i klinikken.
”Idéen til at blive selvstændig kom fra flere af mine patienter, som foreslog mig, at jeg lige så godt kunne tilbyde kostvejledning som selvstændig. Og mit eget netværk sagde det samme.
På et tidspunkt betød en ny overenskomst med regionerne, at ydelsen for forebyggende livsstilssamtaler forsvandt, og fremover måtte livsstilssamtalerne i klinikken kun være af 10 minutters varighed. Det var ikke tilfredsstillende, selv om jeg blev god til at effektivisere mine metoder. Det var med til at skubbe til tanken om at blive selvstændig,” fortæller Anne Seidelin.
Hun skræddersyr individuelle forløb til kunderne, og det giver hende stor faglig tilfredshed.
”Jeg har læst tonsvis af bøger og videnskabelige artikler om kostens betydning, og min sygeplejebaggrund gør, at jeg kan omsætte den viden til praksis.”