Mine erfaringer med fivefingers går tilbage til sensommeren 2011. Jeg var begyndt at få smerter i hofterne efter mine løbeture i almindelige dyre løbesko med pronationskorrigering etc. En fysioterapeut anbefalede mig helt at stoppe med at løbe – hmmm..
Jeg satte mig for at undersøge sagen selv. Læste om barfodsløb. Mødte en frisk ældre dame, der havde løbet en halvmarathon i et par fivefingers og ikke havde haft en eneste skade efter skiftet fra almindelige sko. Det gjorde udslaget og jeg købte mit første par.
Langsom start
Startede langsomt op med 2½ km hver tredje dag. Fik hamrende ondt i mine lægmuskler, men ingen smerter i led og ledbånd. Efter en måneds tid var smerterne i læggene væk og jeg kom op på fuld længde på turene igen.
Nu skal det lige nævnes, at jeg aldrig har været den vildeste haj i havet, hvad angår løbedistancer. Har det bedst med 3-5 km ad gangen 2 gange om ugen.
Tilsætter så til gengæld lidt sprint undervejs for ikke at kede mig – samt få puls, intensitet og form lidt højere op.
Landingsteknik
Fandt ud af at det helt afgørende for fivefingersløb uden lægsmerter er, at lande ca. midt på foden med forholdsvis bløde og afslappede fødder. Det kræver lidt mindre skridtlængde end ellers.
Hælen må gerne lige røre, men der skal ikke være belastning på hælen på noget tidspunkt. Midtfoden er ret fjedrende og giver sammen med den stærke forfod et godt afsæt til næste skridt – rigtig god fremdrift.
Nogle gange føles det som om fødderne bare kører derudaf uden tyngdefornemmelse, fordi balancen lige pludselig er en helt anden.
Samtidig er fødderne travlt beskæftiget med at undersøge underlaget, så man får besked om græs, grus, agern, mudder osv – dvs at der automatisk kommer lidt mindfulness over løbeturen, da opmærksomheden er ret skærpet.
Resultat
Der har i skrivende stund ikke været så meget som antydning af smerter i hofter, led eller ledbånd andre steder. Det synes jeg er lidt vildt.
Muskulære midlertidige smerter er jo ret lette at forholde sig til. Måske fysioterapeuten skulle have et lille brush-up kursus..
Kønne er de ikke – men jeg er sikker på at få en masse smil med på turen!
På billedet har jeg tilsat en lille fiks benvarmer – så er anklerne dejligt lune på en kølig dag.