“Et kilo oksekød har samme effekt på klimaet som at bruge cirka 5 ½ liter benzin i en bil, det vil sige at køre cirka 100 kilometer. Den globale kød- og mejeriproduktion udleder flere drivhusgasser end alverdens transport – fly, skibe, biler, hele molevitten. Og det er endda omregnet efter tal, som i dag menes at undervurdere kvæg- og dyreholdets konsekvenser…”
Når man så samtidig ved, hvor dejligt kikærter både mætter og smager, så må der endnu en opskrift til.
Er du helt nybegynder ud i bønner, linser og kikærter, så se min lille video på youtube her, som på smukkeste vis forklarer hvordan og hvorledes, det kan gøres nemt. Beklager mine glinsende røde kinder, men det var en frygtelig varm dag foran komfuret..
God fordøjelse og god samvittighed
Madbudgettet holder lige pludselig også lidt længere, når noget af kødet erstattes eller strækkes med bælgfrugter.
De kantiner jeg vejleder, oplever at de fx får råd til flere af de dyre nødder og mandler, når kødbudgettet skrumpes. Dvs at der kommer mere variation i udvalget på buffeten og næringsværdien får et nøk opad – win/win. Alle er glade.
De her små banditter lavede jeg forleden. Jeg serverede dem til stegte squashnudler og dryssede med den gode fetaost (halv ged/halv får). De smagte supergodt og resten spiste jeg til frokost dagen efter med en rest grøn salat (ingen madspild her):
Opskrift på Ristede kikærter:
2 dåser økologiske kikærter (her ryger lidt af miljøhensynet med dåserne, så læg dem gerne i blød natten over og kog dem selv på dagen, hvis du på nogen måde har mulighed for det. Så smager de også meget bedre)
1 stort rødløg
Lidt økologisk smør til stegning
1 teskefuld røget paprika
3 spiseskefulde kraftig soyasovs
1 spiseskefuld æblecidereddike
Smages til med chilipulver og peber
Fremgangsmåde
Skær løget i tynde skiver og rist dem i smør på en pande.
Hvis kikærterne kommer fra dåse, så skal de lige skylles først, derefter kommes de på panden til de gyldne løgringe.
Når det hele har fået en pæn farve, svitses paprika med på panden.
Tilsæt soyasovs og æblecidereddike og lad det hele bruse op.
Smag til med chilipulver og peber.
Kan bruges som proteinkilde i salater og gryderetter. Kan også blendes med olivenolie og hvidløg til en grov kikærtemos.
God fornøjelse, god samvittighed – og nyd med nærvær!
Se mine forløb her
Anne Seidelin – sygeplejerske, hormon- og kostvejleder
Fra Facebook-siden.