Det hænder, at mine kunder bekymret spørger: “Hvad så med alle vores dejlige æbler på æbletræet i haven, må vi ikke spise dem længere?”
Og jeg plejer at svare:”Joooo…., men så kommer det der vægttab nok til at tage lidt længere tid end ellers – afhængigt af hvor mange, der ryger indenbords – beklager..”
Derefter følger et dybt suk!
Det giver da heller ikke mening at lade dem gå til spilde, eller købe anden frugt og bær, når de hænger økologiske og friske lige udenfor døren – enig!
Var i Småland sidste weekend, hvor vi har en andel i en fantastisk ødegård, placeret 10 km inde i en skov og med 10 æbletræer omkring på grunden – altså så ultra øko som det overhovedet kan blive.. Og i år var der ekstreme mængder og med ekstrem sødme. Ungerne kaldte det træer med slik på. Lækkert – uhmmmm og hmmmmm! Hvad så?
Æbler ER sunde, men frugtsukkeret sender blodsukkeret på rutchetur. Du kan højest indtage ½ æble, før dit blodsukker stiger for meget. Et ustabilt blodsukker laver mavefedt.
Så kan du pakke æblet ind i fedt, fiber og protein i det samlede måltid, så hjælper det lidt på det, men samtidig ryger der så samlet set ret mange kalorier indenbords. Æblerne kan heller ikke holde sig særligt længe, hvis du ikke har en kold kælder eller loftrum, så hvad så?
Blev simpelthen bare nødt til at finde en løsning, der både var lavglykæmisk og praktisk!
Løsningen blev æblemos, hvor skrællen er bevaret og blendet til atomer i den kogte mos. Ingen tilsat sukker, men sødet med masser af vanilje/kanel/kardemomme.
For at begrænse mængden af indtaget mos, fryses den ned i små portioner, som kan tages op ved behov (se opskrift hér)..
Æblemosen kan så bruges i små begrænsede mængder til at søde Skyr med (se eksempel hér).
Eller bruges i desserter med flødeskum og nødder (se eksempel på opskrift hér).
Brugte en søndag eftermiddag sammen med ungerne på at lave mos i forskellige smagsvarianter. Det endte faktisk med at blive en ret hyggelig dag – og indtaget af flødeskum var helt sikkert for højt!!!
Men pyt, det sker jo ikke hver dag..