At overvinde sig selv
For mange er det den største sejr af dem alle. Gøre noget du aldrig troede du kunne.
Turde springe ud på dybt vand, sluge et par ubehagelige kameler, padle derudaf og få fodfæste igen. Du vokser et par centimeter og er klar til den næste udfordring.
For hver udfordring bliver din tro på dig selv og dine evner større og større.
Minefelt af fælder
Vægttab kræver i den grad overvindelse. Alt hvad der har med vores madvaner at gøre er et minefelt.
Det lyder måske lidt voldsomt, men hvis du nogensinde har prøvet at kommentere på andres kostvaner, så ved du, hvad jeg taler om. Det er lettere at tale om seksuelle vaner og præferencer – end middagstallerkenens indhold – den er hellig – det sidste tabu.
En torn i øjet
Derfor er det også ualmindeligt provokerende for dine omgivelser, hvis du pludselig beslutter dig for at leve sundere, end du plejer.
Det pirker og prikker til samtlige i dit netværk.
Kommentarer og blikke vil drysse mere eller mindre højlydt ned over dig.
Har du været på en traditionel kur, kender du dem alle: “du behøver da ikke tabe dig!”, “pas nu på du ikke bliver for tynd”, “du er dejlig som du er”, “alt det der helse noget, det er da en gang gøjemøg”, “livet skal da leves”, “der skal være plads til at hygge sig”, “ja, jeg spiser, hvad der passer mig” osv, osv, osv..
Du sætter fokus på deres ømme punkter
Alt sammen et udslag af deres egen dårlige samvittighed. For de fleste ved jo godt, de burde leve lidt sundere – de KAN bare ikke.
Hvis DU så heller ikke kan, så er I jo fælles om de elendige vaner og kan bære byrden sammen – så føles den ikke så tung eller synlig.
Modigt at turde ændre vaner
Derfor er jeg så fuld af respekt for de mennesker, der rent faktisk vælger at gøre noget. Bare en lille bitte ting.
De vælger at gøre noget nyt, overvinde sig selv, komme ud af komfortzonen. Erkender, at deres nuværende vaner aldrig vil give dem noget andet eller bedre, end det de sidder i lige nu (til op over begge ører).
Du har altid et valg
Svømmer du rundt med en kæmpe sten? Hvorfor? Bare fordi det er din? Trækker den dig ned om lidt?
Du skal foretage et valg.
Vælg noget, der gør dig glad
Vælg en hverdag med energi og overskud. Den kommer ikke af sig selv – den skal vælges til – aktivt.
Men du vil aldrig fortryde.