Hvis man prøver at skære lidt ned på mængden af brød i ens kost. Så mangler man af og til noget, man kan have under sit pålæg. Gerne noget der mætter godt uden at påvirke blodsukkeret synderligt.
Skaldelene fra korn er også gode for fordøjelsen og et godt foder til vores gavnlige tarmbakterier.
Her anbefaler jeg gerne SuperFiberRug (norske, meget tørre, men geniale klidkiks).
Problemet er bare, at de koster en mindre bondegård og kan være svære at finde i handlen.
MATAS og helsekostbutikkerne har dem som regel, ellers kan de købes på nettet.
Bag dem selv
Overskudsmennesket bager dem selvfølgelig selv, og sparer dermed en formue. Derfor har jeg eksperimenteret med klid og sager i køkkenet og lavet en opskrift, der indeholder det samme, som de færdigproducerede – omend tænderne ikke skal sidde for løst i munden. Måske man så bliver et overskudsmenneske, hvis man bager dem ofte nok…
Verdensfred på kagedåse:
Elsker ordet klidkiks, der dukker så mange billeder frem af lilla bleer, bare tæer på græsset, magre veganere og verdensfred – så det hedder de altså. De kunne også hedde “Sprøde detoxbrød” eller andet fancy.
Not on my shift. Ikke i min butik, der hedder de bare klidkiks.
Her med et godt lag peanutbutter på – fantastisk 🙂
Opskrift klidkiks
400 gram havreklid
200 gram rugmel
½ spiseskefuld salt
1 spiseskefuld olivenolie
ca. 5-5½ dl. vand (mere tør end klistret, dejen skal kunne rulles ud mellem to lag bagepapir)
Kan drysses med sesam, birkes, nigella, krydderier eller hakkede kerner og nødder.
Fremgangsmåde:
Alt blandes med håndmixer. Hæld vandet i lidt ad gangen til dejen hænger sammen. Rør grundigt i ca. 10 minutter. Lad den hvile i 10 minutter bagefter.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, tag så det øverste lag bagepapir af og brug til næste plade.
Huller kan spartles ud med en kniv og kanter rettes til ved at skubbe dem sammen. Dejen skal højst være 2 mm tyk, når den er færdigrullet, ellers bliver de for hårde. En kagerulle med højdemåler er en god hjælp.
Skær med en almindelig smørekniv (gerne lidt bred) dejen ud til kiks, ca. 8×5 cm.
Sættes i ovnen på varme plader.
Giv dem ca. 30 minutter på 200 grader. Har du varmluftovn, kan du lave mange plader ad gange. Ellers 1 plade ad gangen.
Er de ikke helt sprøde, vendes de om og gives lidt mere tid på den anden side.
De er færdige, når de er lidt brune, helt tørre og til at knække fra hinanden.
Køles af på rist og opbevares i dåse eller pose.
Og pas på tænderne.
God appetit og nyd med nærvær!
Anne Seidelin – Kostvejledning København – tænker også på din økonomi..
“Startede hos dig forrige tirsdag (12/2). Har nu smidt 4,4 kg og mistet 3 cm om livet!!!!
Det har kostet en ordentlig omgang hovedpine i 3 dage, da jeg droppede sukkeret og det søde “sunde”, men det har været det værd” (se mere her).